Mandag, 8. august, 2016
Anna Egholm (violin), Jonas Frølund (klarinet) & Miki Aoki (klaver)
De to danske solister har modtaget både nationale og internationale priser. Senest har Anna Egholm vundet pris i Den danske Strygerkonkurrence. Desuden er de begge modtagere af Copenhagen Summer Festival Talentpris fra tidligere år. Miki Aoki er bosiddende i Berlin. Hun begyndte at spille klaver som 4-årig, har studeret både i USA (Indiana University og Yale University) samt ved Hans Eisler Konservatorium i Berlin. Hun har en særdeles aktiv koncertkarriere både som solist og kammermusiker, og var inviteret af Yitzhak Perlman til at medvirke i dennes kammemusikfestival i Long Island, New York.
Programmet omfatter musik af bl.a. Bartok, Ravel, Martinu, Elgar og Chopin.
Anna Egholm
Anna Egholm er født i 1996 og begyndte violinundervisning i 5-års alderen. Siden 2003 har hun spillet hos Alexandre Zapolski.
Anna vandt Sigurd og Symfoniorkesterets Musikskolepris 2007 og var i den anledning solist med Radiosymfoniorkesteret til flere koncerter i hele landet. Turnerede med Hotel Proforma som violinist og skuespiller til flere europæiske lande 2007.
Vandt Jacob Gades Violinkonkurrence, Vejle 2008: Første præmie og prisen for bedste udførelse af et dansk musikstykke. Semifinalist i Talent 2008. 1. præmie i Berlingske Musikkonkurrence 2009. Kåret til “Årets udenlandske Musiktalent” i Moskva, koncert i konservatoriets Store Sal 2009. Vinder af Øresunds Solist 2009, som 12-årig i aldersgruppen 12–16 år. I den forbindelse flere koncerter i Sverige, bl.a. Båstad Kammermusikfestival. Vinder af DRs konkurrence, Spil for Livet, 2009 – igen solist med DR symfoniorkesteret, med Beethovens violinkoncert. Modtager Jacob Gades treårige legat i 2011. Guldmedalje i Berlingske Musikkonkurrence 2012 – for Eugène Ysaÿe: “Caprice d’après l’Étude en forme de valse de Saint-Saëns”. Vinder af hele Jacob Gades Violinkonkurrence 2013 – åben for alle op til 20 år. Førstepris og Judges’ Distinction Award i American Protege konkurrencerne MusicTalent og Romantic Music 2013 og har i den anledning spillet to gange i Carnegie Hall i marts 2014. I april 2014 vandt hun Nordisk Solistkonkurrence og var solist med Bergen Filharmonikerne. I juni skal hun være solist med Malmø Symfoniorkester.
Jonas Frølund
Jeg startede på at spille klarinet i 2007. Jeg gik de første fire et halvt år i musikskolen i Roskilde, og efterfølgende har jeg fået 1. soloklarinettist i Det Kongelige Kapel, John Kruse, som lærer. Min musikalske hverdag udgøres af soloundervisning, orkesterspil i ungdomssymfoniorkestret DUSIKA og en pæn mængde forskellige kammermusiksammenhænge, både løse og faste. I forlængelse af dette er jeg tilknyttet Det Kongelige Danske Musikkonservatorium på deres JuniorAkademi, hvorfra der er blevet dannet en blæserkvintet, som jeg spiller i. Til daglig går jeg i 1.g på Sankt Annæ Gymnasiums MGK-afdeling og skal fortsætte i 2.g efter sommerferien.
Af priser har jeg fået et legat fra Roskilde Musikforening i 2009, vundet 1. præmie i ”Unge spiller klassisk” 2010, guldmedalje i Berlingskes Klassiske Musikkonkurrence 2011 og 1. pris samt talentpris i Øresunds Solist 2012.
I sommeren 2012 var jeg både forbi Båstad Kammermusikfestival og Copenhagen Summer Festival for at give koncerter.
Det var en stor musikalsk oplevelse, da jeg tiltrådte for den svenske klarinettist Martin Fröst i august 2012 til hans første prøve med Baltic Youth Orchestra og dirigent Kristjan Järvi i Carl Nielsens klarinetkoncert, fordi han ikke selv kunne være der. Det foregik i DR Koncertsalen og udviklede sig også til et møde med Martin Fröst selv, der står som inspiration for stort set alle klarinettister.
Udover det blev jeg i vinteren 2013 udtaget til Carl Nielsen klarinetkonkurrencen 2013, hvilket var et stort skulderklap og motivation.
Miki Aoki
Kun tilgængelig på engelsk.